BESØG SKØJTEBANEN
I vinterhalvåret forvandles Broens Street Food til hele byens skøjtebane. Placeret midt i hovedstaden inviterer vi alle til at opleve idyllen og charmen i og omkring Christianshavn og havnen. Broens Skøjtebane er en magnet for sjov og leg for både unge og gamle.
Plads til alle på skøjtebanen
På Broens Skøjtebane kan alle skøjteglade gæster glide hen over isen, og der er plads til både bambi på is og skøjteprinsessen. Vi er udflugtsmålet for den romantiske date night, et sted for dig at få testet dine nye skøjtetricks med vennerne, skøjteundervisning til begynderen eller familiehyggen med skøjtebuddies, der hjælper de små med at holde balancen.
Sjov både på
og uden for isen
Uden for banen er der også masser af sjov at give sig til. Ovenpå en tur på isen finder du god stemning på madmarkedet, hvor du kan hygge under varmelamper, spise dejlig varmende street food og få dig lidt varmt at drikke. Vi arrangerer også løbende sjove og hyggelige events for folk i alle aldre. Her kan du deltage i alt fra disco on ice og øl-bingo til julehygge, skøjteundervisning og saunagus.
Skoleskøjtning
Vi elsker vores skøjtebane, og derfor ønsker vi at aktivere den i alle de timer, som det kan lade sig gøre. Da mange besøgende ofte bruger skøjtebanen om eftermiddagen og aftenen, så står den faktisk tom i morgentimerne på hverdage, og vi vil meget gerne aktivere den, når nu den alligevel står der. Derfor kan skoleklasser booke skøjtebanen som en del af deres idrætsundervisning eller som en hyggelig udflugt for skolens elever.
Julestemning midt i København
Julen er højsæson for hygge med traditioner og magiske oplevelser. Den smukke julebelysning og oppyntning bidrager til den hyggelige julestemning på Christianshavn, og her kan du købe alt fra en kop varmende hjemmelavet gløgg og æbleskiver til juletræer og julelækkerier. Hertil kobles et udførligt eventprogram med luciaoptog, besøg af julemanden, julekor, workshops for børn, som kan lave julepynt, fejring af adventssøndage og det store arrangement med juletræstænding.
BROENS STREET FOOD
I sommersæsonen finder du Broens Street Food på Den Grønlandske Handels Plads. Her kan du få street food i verdensklasse fra velrenommerede og veletablerede københavnske restauranter og kokke, hvor kvalitet, gode ingredienser og smagsoplevelser er i højsædet. Ved Inderhavnsbroen mellem Christianshavn og Nyhavn ligger vi til med et summende madmarked, hvor du kan nyde udsigten til vandet og en smuk solnedgang i hjertet af Københavns Havn. Sæsonen for Broens Street Food løber fra marts til oktober.